Tidl. Julehjertemuseet

Nyhedsblog d. 4/12 2022 ...

Om lidt starter hjemmeside-udbyderen en migrering af denne hjemmeside og mine 5 andre hjemmesider over til et nyt system, der mildt sagt er en udfordring at få til at virke, både for dem selv og for mig. Det er mig en gåde, hvordan man kan være så......... at forvente at kunderne vil stå til rådighed i timevis i december måned for med kort varsel at deltage i en migreringsprocess over i et helt nyt hjemmesideprogram, der skal fuldføres inden jul.

Godt, vi ikke har startet museet op igen, for vi ville da ikke kunne undvære adgang til denne  hjemmeside i ugevis, fordi jeg og hjemmesiden er blevet solgt til et system med nogle serviceydelser, vi slet ikke har brug for. Jeg og dette museumsprojekt passer ikke ind i deres forretningskasser og -termer. Det kommer til at tage sin tid med en påtvungen migrering, jeg ikke selv ønsker,  og som dybest set bare  bliver gennemført som et påskud for at hæve årsabonnementsprisen for at have denne hjemmeside med 30% 

Så jeg vil lige benytte chancen til at ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår, for der er desværre en sandsynlighed for, at jeg ikke kan komme ind på denne hjemmeside på denne side af nytår.

Jeg har været meget tavs på det sidste.

Det skyldes flere ting. 

Der er opstået en uforudset renoveringsopgave med huset, som i marts i år 2022 gjorde, at vi var nødt til at tilsidesætte alt andet, og denne store og omkostningstunge opgave er vi slet ikke færdige med endnu. Faktisk bor vi stadig på kun 21m2 i spisestuen i Guldborghus, mens min mand knokler med huset.

Vi er desværre begge fysisk og psykisk traumatiserede efter pandemien, som jo ikke er helt  overstået endnu.  Ingen af os har haft COVID19, men vi er blevet skadede af at være indespærret i vores eget hjem i 2 1/2 år, stort set uden samvær med andre mennesker. Især mit funktionsniveau er blevet dårligere end før pandemien.

Jeg fik under pandemien konstateret artrose i begge hofter og går meget dårligt på grund af smerter. Der er ikke udsigt til operation foreløbigt, da ortopædkirurgiske patienter stadig er nedprioriterede. Politikerne har glemt at opprioritere os.

Jeg har også stadig 2 sjældne og smertefulde kroniske spiserørlidelser, som jeg ikke bliver behandlet for, hverken under pandemien eller nu, da spiserørspatienter også blev nedprioriteret under pandemien og stadig er det.

Vi er blevet glemt.

Mit stofskifte er desværre kommet ud af balance under pandemien, da jeg ikke har kunnet gå til kontroller under pandemien, så jeg er på en kedelig diæt og står i åre- og månedlange køer til en masse undersøgelser, fordi udrednings- og behandlingspuklerne har hobet sig op i sundhedsvæsenet.

Det er jeg sikkert ikke alene om, for der står en hel masse foran mig, og sikkert også bagved mig. Jeg er bare et nummer i køen.

Sidst men ikke mindst havde jeg set frem til at kunne komme lidt mere ud at tale med andre mennesker, for vi har ærligt talt været meget alene.

En af de traumer, jeg desværre har fået, skyldes ifølge min øre-næse-halsspecialist massive udskamninger af mig som person både på de sociale medier og privat, fordi andre mennesker havde brug for en syndebuk .

Jeg var  i flere risikogrupper og blev derfor beordret i isolation af myndighederne.

Det føltes som at blive udstyret med en usynlig fodlænke, uden at have gjort noget kriminelt, og stigmatiseringen fra resten af samfundet har sat sine spor i en grad, så ingen af os 2 har det store behov for at have mange fremmede mennesker omkring os , gå ud blandt andre eller invitere fremmede ind i vores hjem. En meget stor sorg, jeg oplevede undervejs, bidrog heller ikke til dialogen med andre mennesker. 

Disse traumer forsvinder ikke bare af sig selv, vi er nok mange, der har dem, tror jeg, men vi bliver desværre ikke tilbudt relevant behandling eller hjælp. 

Fysisk består mit problem i, at mine muskler omkring mine stemmebånd desværre er skrumpet, så jeg i lange perioder ikke har kræfter til at få lyden ud. Jeg kan ikke længere tale normalt. Jeg kan pludselig blive hæs midt i en sætning, eller min stemme forsvinder. Musklerne sidder som en stor klump i halsen, der ikke vil forsvinde, og de er ifølge min halsspecialist formentligt skrumpet på grund af manglende samtaler face-to-face med andre mennesker gennem de seneste 2 1/2 år.

Når man ikke har en stemme, bliver man ikke hørt, andre mennesker fortsætter bare med at trampe een ned.  Så det skal der gøres noget ved.

Folk forventer, at jeg kan tale med dem, når de møder mig, og at jeg kan fortælle om det, jeg laver, og det kan jeg altså desværre ikke. Jeg ved ikke, om det forsvinder, eller hvornår det forsvinder. Jeg ved bare, at vi ikke kan genåbne dette museum, før jeg kan tale normalt med andre mennesker og holde et foredrag.

Alene det at sidde overfor en behandler og ikke have kræfter eller stemme nok til at kunne forklare problemet eller besvare spørgsmål, er et probem. Men nu har jeg fået en henvisning til en talepædagog.

Kommunen har såvidt jeg ved fyret alle sine talepædagoger, så jeg skal til genoptræning af min stemme på det nye Hjerneskadecenter her i Nykøbing.

Formuleringsevnen fejler jo som sædvanligt ikke noget, og jeg taler stadig rent, når jeg ellers kan sige noget.

Jeg har  IKKE en hjerneskade, ikke det, jeg selv ved af, så jeg føler mig ærligt talt noget malplaceret.

Det er som at skyde gråspurve med kanoner.

Men man kan vel altid finde NOGET, hvis man leder efter det, så jeg skal igennem de obligatoriske tests på sådan et sted.

Jeg vil gøre mig umage med at tage 2 ens strømper på, ikke vende mit tøj på vrangen i distraktion og huske at smile med begge sider af ansigtet, ellers ender det sgi nok med, jeg også bliver sendt til scanninger.

Nå, men jeg ved ikke, hvornår vi er klar til at åbne.

Det er ikke endnu, i hvert tilfælde. 

Jeg er for syg. 

Glædelig jul

Lisbet Lærke

04-12-2022